Ballerup Rideklub

Tjekket rideskolestævne blev sendt live

Posted by
|

Alle i hele verden kunne følge med i, hvordan det gik med de 339 starter til rideskolestævnet i weekenden. Det imponerede alle, og det gjorde det sjovere at være tilskuer, at man få minutter efter,  at en equipage havde forladt banen, kunne se point og foreløbig placering på Dansk Rideforbunds live resultatside . Samme sted kan man også nu efter stævnet få et overblik over samtlige resultater, klik på linket her: http://live.rideforbund.dk/staevne.php?staevne=BAL074029

I 24 timer henover weekenden konkurrerede ryttere og heste på Ballerup Rideskole i 35 forskellige klasser. Det lykkedes to ryttere at vinde tre gange og få tre røde rosetter med hjem til samlingen.

Det var den 11-årige Laura Høj Vraa, der vandt tre dressurklasser på sin helt nye sorte pony Principal Touch. Hun kan nu kalde sig Ballerups staldmester i ponydressur. Også Christina Hjeresen blev nummer 1 hele tre gange i løbet af weekenden. Det skete i dressur i klassen LB-MB showklasse på hesten Asterix og to gange på springbanen på hesten Zhivago.

Laura  IMG_1084  DSC_0061

Starterne var flest i de laveste klasser. Bom på jord blev et tilløbsstykke med hele 35 starter, og som én af tilskuerne kommenterede under afviklingen af klassen. ”Det er så hyggeligt med Bom på jord. Især fordi de små ryttere kalder det at springe, og de ser så stolte ud, mens de rider.”

Helena Kamper Holst var én af de stolte 33, der gennemførte klassen med de otte ’spring’ og derfor fik en smuk blårød gennemførsels-rosette. ”Jeg hoppede otte gange. Det var ikke spor svært, ” fortalte en begejstret Helena, mens moren Camilla – stadig lidt stakåndet af at have sprunget de otte bomme i Lille-Charlie-tempo – fotograferede sin bom-på-jord-rosette-vinder.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA   OLYMPUS DIGITAL CAMERA    OLYMPUS DIGITAL CAMERA

På opvarmningsbanen var der også et imponerende tempo – og et tjekket overblik, når ridelærerne skal sikre, at få de rigtige ryttere på de rigtige ponyer og heste på de rigtige tidspunkt, så alle lige når at ride nogle volter i trav eller galop, inden de skal på banen og vise det bedste, de har lært.

Der var koncentrerede blikke, når rytterne red ind på banen, og de gjorde alt for at ride så præcist og smukt som muligt med ekkoet af ridelærerstemmerne i baghovedet. Der blev generelt vist højt niveau. Ind i mellem kiksede noget, men så fik rytteren trøstede ord fra speakertårnet og chokolade til at dulme ærgrelserne. ”Godt kæmpet, der er godt-kæmpet-chokolade ved udgangen”.

62 gange var en rytter til præmieoverrækkelse , af dem gik førstepladserne (udover de allerede nævnte) til: Katrine Kjøller på James, Lotte Hansen på Snøvsen, Mette Hellerup Larsen på Ciska, to gange til Karen Claudi Gregersen på Miss Charming, Astrid Bennedsen på Tølte, Christine Haase på Zytopia, Pernille Carlsen på Quick Silver, Pernille Hjort på Charlie, Eva V. Nielsen på Cilas, Victoria Schou på Lorenzo, Maria Jørgensen på Macho, Josefine Pedersen på Ciska , Emilie Darmer på Nitus, Terne Pullich på James, Cathrine Brandt på Zimba, Julie Køneke på Marius, Emma Hemmingen på Cilas, Amailie Christensen på Romeo, Emma Bachhousen på Isbjørn og Juliane Rasmussen på Marius. Staldmesterskabet i dressur for hest vandt Helena Carstensen på Romantic Højris, i spring for hest var det Julie Bjerg på Sandro og i ponyspring blev det Tintin, der sikrede sin rytter Lina Klittegaard staldmesterskabet.

Staldmestre-hest   Staldmestre-pony

Rideskoleponyerne og hestene imponerede med stor tålmodighed og ved stort set alle at hive rosetter hjem til deres rideskoleryttere. Af småponyerne var den ældre dame Nitus sammen med Marius de mest vindende med hele fem rosetter, Laban, Lille Charlie, Zimba, Tølte og Miss Charming vandt hver tre rosetter, Bertram og Zafir fik to og selv nye Lille Bandit fik en rosette. Ciska blev den mest vindende storpony med fire rosetter, James og Isbjørn fik hver tre, Lorenzo og Romeo fik to og Golden og Lotte fik hver en rosette.

Blandt rideskolehestene var Cilas og Macho mest vindende med tre rosetter, Charlie, Asterix og Zytopia fik to og Snøvsen, Zhivago og Armani fik hver én rosette.

Mens alt det her foregik, var der ét sted, hvor man helt sikkert fra morgen til aften kunne finde den samme mand. Det var i cafeteriaet, hvor Knud Brandelev for en weekend sprang ud som køkkenchef. Efter at Kurt og Jeanette Sørensen i årevis har knoklet for, at der var frokost, aftensmad, slik og kager i rigelige mængder til ryttere, hjælpere og tilskuere, så tog Knud, som er far til Duncan-parten Victoria, over i år. Tjansen begyndte allerede torsdag aften med forberedelser, og for at nå det hele måtte salgsdirektøren i Siemens snuppe sig en fridag fredag for at lave kødsovs, sandwich og pastasalater hele fredagen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Med et helt fantastisk overblik og smil 12 timer om dagen hele weekenden kørte Knud køkken-butikken og fik ekspederet 10 kilo kødsovs, 10 kilo pasta og 25 liter mælk til kakao.

”Det er sjovt. Der er gang i den hele tiden, og der er så mange, der gerne vil hjælpe. Flere tager dobbeltvagter, og når det er sådan, er det sjovt, ” sagde Knud, som stadig så glad ud sent søndag eftermiddag.

 OLYMPUS DIGITAL CAMERA  IMG_1530  IMG_2569

Fotos: Michael Frederiksmose, Emilie Larsen og Anette Claudi